Janko gjorde det. Kom efter mig. Et par af hans mænd trængte mig op i en krog i værkstedet tidligt i morges. Så dukkede han op ud af ingenting. Sagde jeg skulle betale nu. Det var mange penge. Jeg fortalte, jeg kunne få fat i dem, når jeg var ude. Det var ikke godt nok. Han holdt en kniv mod min hals. Den var skarp. Han rørte mig kun lige, og alligevel skar den huden op som var det smør. Tre snit. Kun lige i overfladen. Men de er der. Inden Janko forsvandt, lovede han mig, at han næste gang ville gå dybere til værks. Ingen andre så det. Vagter var der ingen af. Og ingen af Liams venner var i værkstedet. Liam var ved at eksplodere, da han så min hals. Han var klar til at flå Janko i stykker med det samme. Han kastede et par håndvægte gennem gymnastiksalen. Hvis ikke Morten var kommet forbi, var Liam gået efter Janko. Morten Jakobsen er leder for et hold af vagterne. Navnet Morten passer ikke til ham. Han ligner en italiener. Både i udseendet og i væremåde. Han er lidt for smart. Men han har et eller andet med Liam. Jeg ser dem tit snakke sammen i et hjørne af fængselsgården. Det er også altid Morten, som klarer det hele, når Liam får besøg af konen. Så de kan have noget privatliv. Det, vi andre herinde, må klare med hånden. Jeg har på fornemmelsen, at Liam har noget på Morten. Jeg aner ikke, hvad det er. Men der må være noget. De to hang sammen igen lige efter middagsmaden. Jeg fangede Liams blik. Og Mortens. Liam sendte mig et nik med hovedet, jeg ikke forstod. Det gjorde jeg senere. Et par af de andre indsatte fandt Janko i snedkeriet. Han så ikke godt ud. Som i slet ikke godt ud. Lægerne og sygeplejerskerne brugte vist en del timer på at få ham lappet sammen. Tandlægen var også forbi for at sætte et par tænder på plads. Alle vidste, hvem der havde gjort det. Ellers var det tydeligt til aftensmaden. Liam var ekstatisk. Som havde han dunket en hel bunke piller. Det var faktisk for tydeligt. Han kunne bare ikke have gjort det alene. Det sted, de fandt Janko. Der kan vi ikke komme ind. Det kræver en nøgle.
