25. maj
Jeg har fundet en løsning. Jeg burde være lettet. Det er jeg ikke. Alt i mig siger, det er forkert. At det ender galt. Men hvad skal jeg gøre? Jeg har ligesom ikke noget valg, vel? Janko slår mig ihjel, hvis jeg ikke gør noget.
Så det gør jeg.
Liam Hansen. Han er om muligt et værre menneske end Janko. Liam slog to mennesker ihjel med en almindelig kødhammer. Han blev ved med at tæske løs på dem. Man siger, at strisserne kastede op, da de fandt de to. Selv mødrene kunne ikke genkende deres sønner. Så gal i hovedet er han. Liam. Det er den slags mand, Liam er. Sådan er det med de rødhårede. Sindssyge irer.
Men der er noget ved ham. Folk hører på ham. Flokkes om ham. Herinde giver det respekt, det han har gjort. Især fordi den ene af de to døde var en panser. Eller var vist ved at blive det. Det var noget i den stil. Det mener Liam selv.
Liam hader Janko. Og omvendt. Jeg aner ikke, hvor hadet kommer fra. Men de to kan ikke udstå hinanden. Så da Liam fandt ud af, at jeg skylder Janko, lovede han at beskytte mig. Jeg tror, det mest er for at irritere Janko. Liam sagde godt nok til mig, at han vidste, jeg var en klog motherfucker. At jeg var kemiker, og han godt kunne bruge sådan én.
Jeg holdt min kæft med, at jeg ikke forstår mig på kemi. Jeg er molekylærbiolog. Jeg ved en masse om DNA men ikke ret meget om kemi. Så havde jeg ligesom lavet mine egne stoffer i stedet for at købe dem. Men Liam kan få lov at blive i troen. Så længe jeg slipper for Janko. Jeg håber ikke, jugoslaven tør røre mig, når jeg er med Liam. Det håber jeg ikke.