Jeg kan ikke huske, jeg har været så bange før. Ikke engang den første dag jeg var i det her hul. Dengang havde jeg hørt, hvad man gør ved de nye fanger. Ydmygelserne kunne jeg leve med. Nu ved jeg ikke, hvad der skal ske med mig. Hvad de vil gøre ved mig. Er det min egen skyld? Det er det nok. Jeg har ødelagt det for mig selv. Det har jeg gjort et par gange før. Allermest da jeg opgav Helene. Opgav vores ægteskab. For hvad? Ingenting. En løgn. Jeg troede, jeg var noget. Jeg var groet fast og skulle spille smart med de unge til en firmafest. Jeg havde aldrig prøvet sådanne piller før. Eller noget andet narko for den sags skyld. Det gjaldt også hash. Jeg blev fanget af dem. Jeg levede for de små sus af lykke, de gav, og jeg ænsede ikke, hvor stort et svin jeg var, når jeg skulle gennem downperioderne. Selvfølgelig ville Helene ikke blive ved mig, når jeg ikke kunne finde ud af at lade pillerne være. Jeg var blevet en anden. Ikke den hun elskede. Det var min første store dumhed. Og så var der den lorteaften. Selvfølgelig skulle jeg ikke have truet dem. Hold kæft, jeg var dum. Men jeg elskede hende jo stadig. Og så lå hun der sammen med ham. Hvad skulle jeg have gjort? Okay, det med geværet var ikke smart. Men herinde. Her har jeg prøvet at holde lav profil. Hold mig fra de dårlige selskaber. Det gik i 8 år. Så faldt jeg i. De havde de samme slags piller. Jeg ved ikke, hvordan de får dem smuglet ind. De her folk kan ikke lægge 2 og 2 sammen, men de kan få ting gennem murene. Jeg blev fanget igen. Hvor åndssvagt. Jeg burde have været klogere. Og selvfølgelig vil de have betaling. Hvorfor skulle de ikke det? Og meget mere end udenfor. Det gik i starten. Så slap mine penge op. Nu er de væk. Alle sammen. Jeg skylder ham. Janko Buricz. Den jugoslaviske gangster herinde. Jeg ved ikke, hvor meget det er. Men han ved, jeg snart skal ud. Hvis jeg når at komme ud. Han vil have pengene inden. Ellers lader han mig ikke gå.
